I “KI” træner vi fortrinsvis Jiu-Jitsu, men da vores trænere og medlemmer alle er meget udadvendte og trænede i mange andre kampsporter får du en effektiv blanding af Jiu-Jitsu, Karate, Judo, Brasiliansk Jiu-Jitsu (BJJ) og Aikido.
Som en del af træningen kan man også komme til graduering (prøve). Dette giver dig ret til at bære en mørkere bæltefarve. Her anvender “KI” Dansk Judo og Ju-Jitsu Unions gradueringsberettigede, som alle har dommercertifikat.
Hvem kan deltage
Det er ikke nødvendigt at have en super kondition eller viljen til at kaste sig ud fra 4. sal. For at træne kampsport i “KI” skal du kunne spise almindeligt med kniv og gaffel og kunne gå en rask tur på egne ben. Så skal vi nok sørge for, at din træning tilrettelægges sådan, at du også får noget ud af den på et niveau, der passer til dig.
Hvad er Jiu-Jitsu egentlig
Historisk set er det flere tusinde år gammelt. Jiu-jitsu er det, flere kamsportsformer oprindeligt udspringer af. For siden helt at blive deres egne. Men det forklarer godt, at træningen er en blanding af blandt andet karate, judo, aikido i et sammenkog hvor man i den enkelte situation bruger det mest anvendelige. Det vil sige, at træningen bl.a. består af parader, stød og spark som man ser i karate, forskellige kast (judo), diverse låse på hånd, skulder og albueled samt træningen i at bringe en angriber ud af balance (aikido). Alle disse ting er basis i jiu-jitsuen.
Man kan sige, at hvert kast, lås eller slag er et bogstav i et alfabet. Efterhånden som man lærer bogstaverne kan man sætte dem sammen til små ord. Med tiden vil man kunne skrive mere og mere. For til sidst at kunne skrive lige hvad man vil.
Selve Jiu-Jitsu’en er et kampsystem, der primært der bliver brugt/trænet til at forsvare sig med. Men måden Jiu-Jitsu’en trænes på er i høj grad op til den enkelte klub, dens trænere og medlemmer. Heri ligger, at Jiu-Jitsu kan trænes for på motionsplan at lære nogle “tricks” til at forsvare sig med eller for at søge at udvikle sig selv gennem stadig sværere teknikker.
Derudover er der flere konkurrenceformer:
- Reaktionsbane, hvor man går en dag- og en nattur med 10 – 15 “poster”. Ved hver post står en angriber og en dommer. Man bliver overfaldet på forskellig vis uden at vide hvordan på forhånd og dommeren giver karakter for hvor godt man har fosvaret sig. Den med den samlede højeste karakter har vundet.
- Duo-Games. I duo-games træner man med en makker 20 forsvar mod 20 faste angreb, som alle i duo-games skal bruge. Disse 20 angreb er delt i fire serier med fem angreb i hver. Til konkurrence får hvert par så at vide, at de skal lave f.eks. serie 2, teknik nr. 2, 3 og 5. Når begge par på skift har været alle fire serier igennem, har det par med den højeste karakter vundet.
- Fighting. I fighting kæmper man to gange to minutter med et minuts pause. Man starter kampen med at kæmpe Karate (prøve at score ved slag og spark). Når den ene får fat i Gi’en (træningsdragten) forsætter man så med at kæmpe Judo (kaste hinanden). Efter et kast fortsætter man med at kæmpe i gulvkamp, hvor det gælder om at få den anden i holdegreb, en lås eller strangulering (kvælning). Der bliver løbende talt point sammen. Den med flest point har vundet.
- Ne-waza. Gulv-kamp eller Brasiliansk Jiu-Jitsu. Denne form for Jiu-Jitsu er kommet meget frem over de seneste år. Her arbejdes der med teknikker, der primært udføres fra siddende eller liggende stilling.
Uanset hvilken indgang man har til at træne Jiu-Jitsu vil der være nogen oplevelser, der er de samme.
At få en teknik til at virke, efter man har arbejdet med den (måske i lang tid).
At flytte en fysisk grænse og opdager, at man også har rykket sig psykisk.
Det giver en personlig udvikling, både mentalt og fysisk, som man vil kunne mærke efter en træningsaften, en sæson og igennem alle årene.