Vi er helt sikkert anderledes end så mange andre kampsportsforeninger og det er vi egentlig ret glade for (og måske endda lidt stolte af).
Herunder har vi samlet nogen af de spørgsmål og svar, hvor vi har vist os at være lidt anderledes.
Hvis du vil kende vores træningstider og have almindelig information om os tilsendt kan du få det på vores Praktiske informationer side
Sp: Hvorfor koster det ikke 349 kr om måneden at træne hos jer?
Sv: Vi er en forening baseret på frivillige kræfter hele vejen rundt, som gør brug af kommunens muligheder for lokaler. Så vi har lave omkostninger og det skal komme vores medlemmer til gode.
Sp: Får jeg så overhovedet noget værdi ud af at træne i en frivillig forening? I er jo bare en flok amatører.
Sv: Vores instruktører er nogen af de bedste i Danmark med masser af grader og instruktørkurser bag de sorte bælter. Vi har to af de fem danske Ju-Jitsu Danmark stilarts instruktører indenfor Jiu-Jitsu. Vi er efterrspurgte som undervisere på Dansk Judo og Ju-Jitsu Unions instruktør kurser og på Ju-Jitsu Danmarks sommer-, forårs- og efterårslejre, dommerkurser, breddekurser, kata-kurser og meget andet.
Sp: Hvorfor vil de stadig instruere i en foreningsklub, hvis de er så gode?
Sv: Vores instruktører er alle startet i og taget deres mestergrader (sorte bælter) i Skovlunde Jiu-Jitsu. Vores værdier og sammenhold i klubben er basis for de mange succeser og alle vil derfor gerne give tilbage til klubben.
Sp: I deltager ikke så meget i konkurrencer. Hvorfor ikke?
SV: Vi synes, det er hårdest, når man skal “konkurrere mod sig selv”. Det er din egenudvikling, der er fokus på. Du skal opleve, du udvikler dig. Det får man ikke ud af konkurrence, men ved at komme til træning og mærke, at man bliver bedre gang for gang.
Sp: I tager ikke billeder eller video fra hver træning. Det ser vi i andre klubber. Lægger I kun video eller billeder op, når I har prøvet i lang tid og skuespillet kører?
Sv: Vi vil meget hellere træne og bliver dygtigere alle sammen. Derfor er det lidt svært at få en til at stå udenfor og få taget nogen billeder eller video under træningen. Vi gør vores bedste, men det er her, vi hellere vil svigte end i selve træningen.
Sp: Hvorfor holder i prøver med dommere udefra hver gang ?
Sv: Vi vil ikke være en “hjemmefødningsklub”, hvor vi bare forærer bælter til hinanden. Vi vil og kan stå for at blive set af alle andre og blive vurderet og vejet og stadig stå inde for vores bæltegrader. Det kan vi kun blive ved med at få sikkerhed for, når det er udefrakommende, der dømmer til alle bæltegrader.